Frivillig i Mozambique

 HIV, fonologi og en nabofamilie – mine tre måneder som mulungo.

Guderne skal vide, at der er mange ting jeg er glad for at have fået tilbage efter at vende hjem fra Mozambique. Varmt vand, f.eks. Eller asfalt. Friheden fra at møde kakerlakker (Blot for at nævne et par stykker). Men de samme guder ville vide, at de ting står i skyggen af alt det jeg savner.

Jeg blev budt velkommen i det offentlige projekt CCS, der har base på lægecentrene i distriktet Kamubukwane. Her arbejder man på at sikre at så mange som muligt med HIV eller tuberkulose følger behandlingen og på den måde kan være med til at bremse spredningen af sygdommene. I stegende sol og i gader af sand travede jeg – og de der arbejdende ’aktivister’ – distriktet tyndt for at opsøge nye patienter og dem, der ikke dukkede op til konsultationerne. Det var historier som diskrimination (eller frygten for samme), manglen på mad og umuligheden af at komme til lægecenteret. Der var børn født med HIV og nye patienter – jeg så endda hvordan processen er fra start med HIV-test gennem alle de tidskrævende konsultationer til man endelig kan få den første måneds medicin med hjem. Men det var også mozambikansk ineffektivitet og papirnusseri – godt nok er IT-systemerne på de danske sygehuse ikke kendt for at være de skarpeste, men jeg kan love for, at de er bedre end i Maputo.

Grundet den sproglige, kulturelle og uddannelsesmæssige barriere kunne jeg ikke deltage ’aktivt’ i arbejdet på lægecentrene (jeg observerede mest, men lærte en masse). Derfor tog jeg kontakt til organisationen i Maputo (faktisk boede jeg hos arrangøren), og han fik mig tilknyttet et ekstra projekt. Her blev jeg budt velkommen – ikke af venlige mozambikanske kolleger som hos CCS, men af de sødeste gadebørn. Vi fandt hurtigt melodien sammen, og jeg tror de nød en voksen der tænkte lidt anderledes og ikke slog dem… Min opgave var i bund og grund at være den voksen, de andre ikke var. At snakke med dem, interessere sig for dem, være med til basketball i stedet for bare at kigge på. Da jeg har en god del erfaring i at undervise børn med læsevanskeligheder og graden af alfabetisme kunne bruge et nyk opad (de var jo trods alt tidligere gadebørn og dermed har de ofte et stort hul når det kommer til skole), gav jeg også en masse lektioner i læsning. Så vi øvede os i håndfonemer, spillede os frem til ord og løb rundt i jagten på at lære at læse. Her kunne jeg endelig tage lidt initiativ, og det var det hele værd når de kommer hen om morgenen ”Tante Simone, er det mig i dag? Please!” eller når de nærmest krymper sammen af stolthed til slut i lektionen hvor de får lidt ros.

Udover arbejdet var der til at begynde med ikke det store at lave, da en vis pandemi stadig havde et godt tag i landet. Heldigvis åbnede de mere og mere op mens jeg var der. Derfor blev det meste af tiden brugt på at besøge de fantastiske kolleger eller hos en af nabofamilierne. Med 11 personer under samme tag var der aldrig helt ro i nabohuset, men altid en summende aktivitet med kærlighed som fundament. Her gik jeg aldrig sulten væk derfra, men altid med både mættet appetit, hovedet godt brugt til de sene samtaler og hjertet fyldt med taknemmelighed og varme. Apropos at blive budt velkommen.

Alt i alt havde jeg tre gode måneder i Mozambique. Jeg fik aldrig rejst så meget rundt, til gengæld tror jeg har afdækket hver en m2 i Kamubukwane. Den første tid var det mærkeligt konstant at tiltrække sig så meget opmærksomhed alene på grund af sin hudfarve (’Mulungo’ eller ’hvid person’ var det første ord på det lokale sprog jeg lærte), men på trods blev jeg på bedste vis budt velkommen af de søde mennesker der krydsede min vej og de tilfældige skytsengle i busserne. Mozambique er uden tvivl det mærkeligste land jeg til dato har været i, men det har alligevel efterladt et stort indtryk i hjertet og en capulana om livet på mig.

– Simone Bang Nielsen

Få mere inspiration her